Gode Råd til Valg af din Næste Cykel

Det er ganske praktisk at have en cykel. Det er en effektiv måde, at transportere sig selv hurtigere rundt på, end man kan komme på sine gåben. Bor man inde i byen, så kommer man ofte hurtigere frem på herrecykler, end man gør i biler. På cykel sidder du nemlig ikke fast i de samme køer, og du kan ofte tage diverse genveje, som ikke er tilgængelige i en bil. Det er også en let måde at få sig noget daglig motion på. Hvis man kan gøre en cykeltur til en del af den daglige rutine, så får man motion helt uden at skulle tænke over det.

Det er dog ikke alle cykler, som det er lige sjovt at køre på. Hvis man havde et lidt presset budget, sidst man havde brug for at købe en cykel, så endte man nok ikke ligefrem ud med den bedste cykel på markedet. Jeg har selv stået i den situation. Min cykel blev stjålet kort før sommerferien sluttede, og det var rigtig dårlig timing for mig. Jeg havde festet hele min opsparing op, og havde brug for en cykel, for at kunne komme frem og tilbage på arbejde. Der var altså ikke penge til at købe en rigtig lækker cykel, og det ville tage flere uger før min forsikring kunne dække tabet af den stjålne cykel. Jeg havde kun et par hundrede kroner at gøre med, og det var ikke noget der kunne vente. Så jeg var nødsaget til at købe en billig cykel, fra et komplet ukendt mærke, hos den lokale købmand. Cyklen var ufattelig tung, og det var altså noget der kunne mærkes i benene, selvom jeg allerede var vant til at cykle. Sædet var heller ikke særligt behageligt at sidde på, og det var generelt en frustrerende oplevelse at cykle rundt på den. Men når man har festet alle pengene væk, så må man nøjes med det, man har råd til. Jeg lovede dog mig selv, at jeg ville gøre mig rigtig omhyggelig med, at vælge min næste cykel.

Da der igen var penge på kontoen tog jeg altså ud for at købe en ny cykel. Jeg havde haft lang tid til at tænke over, hvad jeg skulle se efter, så jeg var ganske effektiv. Jeg tænker derfor, at andre også ville kunne få gavn af de gode råd jeg formulerede, i forhold til købet af ny cykel.

Mit første råd er, at være helt skarp på, hvad du bruger din cykel til. Hvis du kun bruger din cykel i ny og næ, og aldrig kører mere end en enkelt kilometer, så kunne en tung metal-cykel som jeg havde dengang nok være ganske udmærket. Der er ingen grund til at betale mere for en cykel, hvis den fint dækker dine behov. Men hvis du cykler langt, og ofte er på cyklen, så er det værd at investere i en cykel lavet af lettere materialer. Tænk også over hvad for noget terræn du kører på. Hvis du kun kører rundt inde i byerne, så er en bycykel eller citybike selvfølgeligt ideel. Kører du ofte rundt ude i den vilde natur, så er en mountainbike selvfølgeligt et langt bedre valg. Er du lidt til begge dele, så bør du kigge efter en hybridcykel. Der findes cykler til alle behov: så hemmeligheden er faktisk bare, at forstå dine behov, før du køber en cykel.